Firmaidrætten Nakskov er Årets Forening 2022

26. april 2022

 

Firmaidrætten Nakskov har turdet gå forrest og tænke nyt, og så er de lykkes med at skabe udvikling og fremdrift i foreningen til trods for en tid med restriktioner og nedlukninger.

Firmaidrætten har stolte traditioner i Nakskov med høje medlemstal, hvor kollegaer fra de fleste lokale virksomheder dyrkede motion sammen i foreningen. De seneste år har Firmaidrætten Nakskov virkelig givet den en skalle for, at de som i deres storhedstid skal være en vigtig medspiller i samspil med de lokale virksomheder.

Gå forrest, og tænk nyt

Foreningen har været kendetegnet ved at turde gå forrest og have en åbenhed for nye ideer og måder at organisere motion på. Det er blandt andet derfor, foreningen netop er blevet kåret til årets forening. 

"Vi er jo en lille forening, så det kom meget bag på mig, men jeg er utrolig glad for kåringen og anerkendelsen", siger formanden for Firmaidrætten Nakskov Niels Nielsen og fortsætter:

Når vi er sådan en lille forening, så er det godt, vi har nemt ved mange opgaver. Jeg er uddannet udviklingsingeniør, så den digitale udvikling, som vi har været gode til i foreningen, er kommet nemt og naturligt til mig". 

I 2019 indgik de en samarbejdsaftale med det kommunale center for handicap, som gav centerets over 200 medarbejdere – og de i centeret tilknyttede borgere – mulighed for at dyrke firmaidræt i foreningen. I aftalen indgik også, at centeret og foreningen sammen skulle udvikle og drifte aktivitetstilbud.

I sensommeren 2021 startede foreningen, som en af de første firmaidrætsforeninger i Danmark, Zonen i Nakskov. Det betyder, at der i tæt samarbejde med det lokale idrætscenter og i dialog med de lokale arbejdspladser er etableret et årshjul fyldt med aktiviteter, som tilbydes til alle de lokale arbejdspladser.

Kunsten at lykkes i en coronatid

Det er selvsagt ikke en let opgave at starte nye motionsinitiativer op i en tid med coronarestriktioner og nedlukninger, men i Firmaidrætten Nakskov er der en drøm og en vilje til udvikling. Og det er dén indsats, der blandt andet betyder, at Zonen i Nakskov nu har hele 286 medlemmer.